Vision for den internationale fortælling
Hvad?
Hvordan?
Eksempel
International branding af kulturattraktioner handler i udgangspunktet om at gøre sig klart, hvilken samlet oplevelse/fortælling, værditilbud (fordele der matcher gæsternes ønsker og behov) og kontekst attraktionen byder på og skriver sig ind i.
Disse parametre gør sig også gældende overfor en ren dansk målgruppe, men for den internationale turist er kommunikationskonteksten ofte ganske anderledes. Turistens begrænsede forhåndsviden om attraktionen, den geografiske placering og relationen til andre attraktioner eller oplevelser i nærheden betyder mere for den internationale turist end for den danske.
Ofte vil internationale besøgende derfor have behov for mere information af lavpraktisk karakter, ligesom de ofte vil lytte til anbefalinger fra andre oplevelser og attraktioner, som peger i retning af din attraktion.
For selve kerneoplevelsen gælder i øvrigt, at de internationale gæster prioriterer de permanente samlinger og faste udstillinger, fordi de gerne vil opleve noget lokalt/nordisk. Det gælder fx på SMK og DAC, som konkret har disse oplevelser med deres internationale besøgende.
Når du vil arbejde med jeres internationale fortælling, så er et godt afsæt at få skabt en fælles vision for, hvordan fortællingen kan gøre en forskel for målgrupperne og dermed for jer som attraktion. Det kan du fx bruge værktøjet ’visionsfortælling’ til.
Sådan gør du:
• Inviter rette personer i organisationen til et visionsmøde.
• Rammesæt øvelsen ved at fortælle at, nu skal i hver især forestille jer, hvordan netop jeres særlig tilgang til arbejdet med den internationale fortælling har gjort en forskel.
• Uddel et print af øvelsesarket og sæt øvelsen i gang: ”Andelen af internationale gæster er øget med 10% på kun ét år. Du vil gerne dele den gode nyhed med dit netværk på LinkedIn. Skriv derfor en update, der fremhæver det særlige ved jeres tilgang.”
• Hver deltager får nu 10 minutter til at udfylde øvelsesarket. Herefter fortæller hver deltager efter tur, hvad vedkommende har skrevet.
• Saml op i plenum og fasthold væsentlige input og læringer til det videre arbejde.
På Den Blå Planets mobile website, som mange turister må formode at anvende, præsenterer attraktionen sin kernefortælling på en levende og engagerende måde for den internationale besøgende. Man bliver klogere på kernen i oplevelsen, forstår at det er både leg og læring, får viden om hvad man kan gøre og så afsluttes der med et brugercitat, som virker troværdigt. Et godt eksempel på en vellykket formidling af kernefortællingen.